4 råd ved køb af andelsbolig


Køb af andelsbolig adskiller sig meget fra køb af hus eller ejerlejlighed. Derfor er der nogle ting, du skal have særligt fokus på, når du køber andelsbolig. Ellers risikerer du, at du køber noget, der bliver væsentligt dyrere, end du havde regnet med. Og i værste fald kan du hænge på en andelsbolig, der ikke kan sælges, men som du stadig skal betale til.

“Køb af andelsbolig adskiller sig i høj grad fra køb af ejerlejlighed eller hus”, fortæller Michael Christensen fra Boligraadgiver.dk. “Du køber nemlig ikke din egen bolig, men i stedet en andel af en boligforening. Derfor er der også nogle helt andre regler. Så det er vigtigt, at du passer på, når du skal finde en andelsbolig. Det kan nemlig blive en ekstremt dyr fornøjelse at vælge den forkerte andelsbolig.”

Boligraadgiver.dk hjælper hvert år mere end 500 boligkøbere med at gøre en tryg bolighandel. I artiklen her fortæller Michael, hvad du skal være mest opmærksom på, når du skal købe andelsbolig. Du kan også læse Michaels egen side om køb af andelsbolig her.

1. Kend økonomien i foreningen

Det er yderst vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i foreningens økonomi. Ser økonomien sund ud? Og hvilke lånetyper er der valgt? Er der eksempelvis valgt flexlån på grund af den lave rente, kan du risikere, at renten stiger. Det vil betyde, en højere månedlig boligafgift for dig.

Men du er også afhængig af de andre beboere i foreningen og deres økonomi. Er der pludselig flere, der ikke kan betale på grund af stigningen, går det ud over andelsboligforeningen, og så kan din andelsbolig blive meget svær at sælge.

“Du hæfter ikke personligt for ejerforeningens lån, men du hæfter personligt for boligafgiften, som er din andel af afdraget på gælden”, siger Michael Christensen. “Det betyder, at hvis foreningen går konkurs, skal du stadig betale boligafgiften – også selvom du ikke bor der længere.”

2. Kend vedligeholdelsesplanen

Det er vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i vedligeholdelsesplanen for foreningen. Er der planlagt større renoveringsopgaver som udskiftning af tag eller vinduer og døre? I så fald kan det betyde, at din boligafgift stiger og du skal betale mere pr. måned.

“En anden vigtig ting at huske på er, at du ikke får rentefradrag af renterne i en boligforening. Det skyldes igen, at du ikke køber en bolig, men en andel i en forening. Og det gælder både for den oprindelige gæld og ny gæld i forbindelse med renovering og vedligeholdelse”, fortæller Michael Christensen.

3. Pas på penge under bordet

Når du køber en andelsbolig, køber du en andel af en forening. Det er foreningen, der fastsætter den pris. Men der er en række regler for, hvordan den pris fastsættes. Derfor sker det ofte, at det forventes, at der betales en sum penge under bordet for overtagelsen.

“Sorte penge er ofte en del af andelsbolighandler. Men lad være med at gå ned ad den sti,” råder Michael Christensen. “Penge under bordet i andelsbolighandel er lige så ulovligt som i alle andre sammenhænge – også selv om du officielt betaler for noget inventar. Og det straffes med fængsel for begge involverede parter.”

Det er desuden vigtigt, at du er opmærksom på boligens tekniske kontantpris. Den udgøres af den udbudte pris plus boligens andel af foreningens samlede gæld. Den hænger i høj grad sammen med foreningens egenkapital, men denne kan ofte være forkert ansat på grund af urealistiske forventninger til ejendommens salgspris.

4. Få en professionel rådgiver

Reglerne omkring andelsboligkøb er væsentligt mere komplicerede end ved almindelig bolighandel. Det gør det meget svært for en helt almindelig boligkøber at være opmærksom på alle detaljerne. Og selvom der er mange gode køb at gøre blandt de danske andelsboligforeninger, så er der desværre også nogle rigtigt dårlige køb.

“Vi oplever, at vi fraråder et køb i omkring en tredjedel af tilfældene, når vi laver andelsboliganalyser. Så der er grund til at være opmærksom her”, siger Michael Christensen. “Af samme grund anbefaler jeg altid, at du søger professionel køberrådgivning, når du kigger på andelsbolig. Reglerne er simpelthen for komplicerede til, at du kan gennemskue det hele, hvis ikke du har en på sidelinjen, der er har styr på dem. Pengene til en andelsboliganalyse hos en professionel rådgiver er en meget fornuftig investering i din fremtidige privatøkonomi og – ikke mindst – nattesøvn”, slutter Michael Christensen.

 


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*